onsdag den 22. august 2012

Haveplanen

Vores forrige have var meget plejekrævende, og med to børn og et fuldtidsjob følte jeg den ofte mere stressende end afstressende. Da jeg fik muligheden for at starte helt forfra med vores ny erhvervede have, var jeg ikke i tvivl om, at haven skulle være mere vedligeholdelsesvenlig.

Udgangspunktet for haven er derfor i retning af det minimalistiske. Inspirationen kommer fra arkitekter som C. TH. Sørensen og hollænderen Jack van Haperen, som Haven bragte en række artikler om i 2008. Formålet er at skabe ro for øjet med en fast grøn struktur igennem haven, samt skabe rum til udfordring for øje og sjæl. Den er således opbygget i svungne former bestående af skarpt klippede hække - yderst liguster, dernæste bøg, laurbærkirsebær og taks og tæt på huset cotoneaster.

Jeg måtte derfor i gang med målebånd og tegninger fra kommunen over grunden. Flere stykker A4 papir blev sat sammen og de helt store drømme forsøgt skitseret.

Da planen var klar, gik vi i gang med at plante træerne, herefter blev støttemur, stier og terrasser lagt om. Endelig blev hækkene plantet. De mere farverige indslag som staudebede er senere kommet til, og der vil med tiden komme flere til.

Efter ca. 4 år er drømmen for alvor ved at blive til virkelighed. En ting er at have en forstilling i hovedet og derefter stå med den på papir, noget helt andet er, endelig at se den folde sig ud for ens fødder og øjne. Jo, jeg er stolt over resultatet, og glæder mig til at se det vokse videre og udvikle sig.

Juli 2008
August 2012


3 kommentarer:

  1. En dejlig forvandling, din have har undergået.

    Ulla

    PS. Kan man ikke melde sig som fast læser af din blog? (prøv i indstillinger at få denne funktion frem) Eller har jeg ikke set ordentlig efter.?

    SvarSlet
  2. Hej Ulla. Tusinde tak. Jeg har nu lagt funktionen på.
    VH Merete

    SvarSlet
  3. Hej Merete.
    Det er jo helt vildt hvad der er sket på bare 4 år. Utroligt dine hække allerede er tætte, og færdige at se på.
    Fedt at se der er en mere, der nørder lige så meget som mig med haveplaner, drømme, idéer og anlæggelse. Det er lige der min største haveinteresse ligger. Jeg glæder mig til at følge den videre udvikling.

    SvarSlet